atlolleoverdetværende

gæstedigter på victors blog i dag 

og nåja

ring til mig

alle jer

Reklamer

Image

 

min bog. kan hentes på rasmus halling nielsens blog.

jeg savner et sprog til at sige ingenting

indtil jeg kommer ovenpå igen

jeg kan ikke tale om noget uden at

føle en snigeren klausul om identitet

i mit ansigt

jeg ville ønske jeg kunne gå ind på en

cafe hvor en person jeg kender arbejder

uden ansigt

og folk ville kigge underligt men

ikke så underligt som man ville kigge på

en person der ikke havde noget ansigt

måske bare lidt underligt

jeg græder hos linea indtil jeg bliver så

sulten af at tømme mig at det eneste

jeg har lyst til er kalasets bbq burger

og en ny t shirt

en tatovering af en regnbue

jeg siger rasmus halling nielsens

navn som en besværgelse det er beroligende

jeg hikker og smiler ødelagt i øjnene

jeg savner et sprog til at sige ingenting

fordi ingenting er det bedste at sige

jeg vil tale sort på tegnesprog ved

at gestikulere sindssygt med armene

og hvis jeg må få en ting til så vil

jeg bo i midten af en søjle af

blæst og fuglevinger

jeg er lige vågnet

vildt tidligt selvom jeg

var ude og drikke øl i går

linea ligger og sover

en perfekt kromtorpedo der glider

helt glat igennem drømmene

ikke kun hendes

dine også sikkert

hun er meget perfekt at se på

linea har to ansigter til når hun sover

det ene er ligesom den salige japanske smiley med

øjne som to triumfbuer

det andet er de bekymrede kalligrafistreger i sart kul

når jeg er så tidligt oppe er jeg sikker på

at jeg det punkt universets events piler mod som sædceller

skulle ses med anika men hun har ikke svaret og

i morgen tager hun til australien

der er hele tiden noget jeg ikke ved

som dengang hvor jeg havde et flere måneder langt skænderi med rasmus

efter at have været sammen med en pige han

ville have kysset med

det vil sige jeg fik at vide at vi var uvenner

flere år senere

uden at have det ringeste minde om det

hvilket virkelig slog bunden ud på hvad

jeg tror jeg ved om mig selv og andre

jeg tror jeg skulle være mere uvenner med mine venner

så vi kunne drikke make up øl

mens vi hørte immortal technique

jeg skulle drikke isvand af et isglas og

se mine læber sidde fast i glasset

gå i et med glassets struktur af partikler

jeg skulle eksplodere når en pige kyssede

mig og efterlod en håndgranat i min jakkelomme

og ligge ud spredt ud over gulvet som små

T-1000 perler der spejlede og bøjede deres

umiddelbare omgivelser på en dystopisk måde

jeg skulle have fine holdninger og selv

i den mest vaklende brandert sige ting som

matisse levede igennem to verdenskrige og malede stadig bare

kvinder og frugter

jeg skulle deltage i et uudtalt fællesskab

hvis eneste projekt var at

fortie eksistensen af otto frello

stå ved mikrofonen til konferencer og

sige ting som without further aduu

i give you

please give a warm hand

til lady or sir

jeg skulle give den kørestolssiddende rust i true detective

et svalt kys på panden så

han sukkede og huskede hvordan det liv det føltes

redde alle dem fra halvfemserne i det hele taget

jeg skulle få mindst en person til at bruge ordet

tøvregn om når det drypper lidt og ikke bliver til mere

jeg skulle finde ordet for når man tisser og bevidst

prøver at få det til at plaske så højt i kummen som muligt

og skulle jeg ikke hen over årene

stoppe med at ryste så meget på hænderne

som om jeg altid er lige ved at knække som en blyant

skulle jeg ikke

som eksplosionen af strålende perler

samle mig selv og

stå så sikkert i det her nu

og det her

skulle jeg ikke have robert patricks

stålsatte kolde øjne

og mulders overbevisning

og scullys evige

hengivenhed

jeg siger

jeg skal stole så meget på nuet

at fremtiden helt hører op

jeg skal stå så sikkert på surfbrættet

med en hale af hujende mennesker i våddragt

efter mig inde i

the green room

tak til helena for at pege på ann quin:

“Quin was born in Brighton in March 1936, on the fringes of the working class and the petit bourgeoisie, and then abandoned by her father, raised by her mother and sent to a convent school. When she was 14, she fell in love with her half-brother, who died five years later; towards the end, she endured electro-shock treatment for mental health problems and had a breakdown. While in hospital, she sublet her flat to a tenant who didn’t pay the rent, whereupon the estate agent cleared it out and dumped all of her possessions, including two unpublished novels, before she drowned herself near Brighton’s Palace Pier, aged 36.”

(newstatesman(

trusselsbrev til virkeligheden

undskyld til alle de mennesker jeg snakkede med til festen på filmskolen i går

måske særligt til dem jeg ikke havde mødt før og snakkede med for første gang

undskyld altså fordi det er gået op for mig at jeg ikke dur til at føre en samtale

ikke på den måde at jeg ikke længere dur til det men mere sådan at jeg tror jeg måske aldrig har været særlig god til det

jeg ved ikke, måske har jeg været det, jeg kan ikke huske mig selv

jeg spørger om hvad folk laver, hvad synes de om det, den slags man lige så godt kunne plotte ind i et skema og give til dem og så kunne de sende det til en med posten, vupti, opgaven løst

på den måde sætter jeg ikke mig selv særlig meget på spil eller giver andre mulighed for det

hvad skal man spørge om

måske: hvordan har livet været for dig indtil videre

måske: hvordan er du nået frem til lige præcis den tøjstil

det vil jeg faktisk gerne vide

på den måde er jeg meget taknemmelig for at danse med en øl og en cigaret i hænderne

fordi jeg tror at jeg nok ser dum ud sådan som jeg danser men alligevel er der plads til at smile og støde ind i folk

danse med to piger der er meget højere end en selv og føle det er ok

fordi det faktisk er helt ok

spilde fadøl efter fadøl udover mennesker og gulv, jeg tror aldrig jeg har spildt så meget øl som i går den her trøje, den her trøje er 15% mohair og mørkelilla og pelset og kommer helt sikkert aldrig til ikke at lugte af øl og røg igen, den her trøje har fundet sin plads i verden

og når der bliver danset i sådan en trøje er der en masse usikkerhed der melder sig som når man mærker at nogen ikke viser interesse for at danse med en eller at nogen lidt for gerne vil danse med en, man skal hele tiden navigere i folks zoner og dansegulvet som en organisk helhed

man gør det dumt og det ser sikkert kikset ud og dét er jo en form for frelse, man går meget aktivt ind i tingene og samtidig gør man det kun for ens egen skyld

på en måde går noget lidt i stykker når nogen danser og ser ud til at have for meget styr på det

så siger nogen sikkert: men det er jo også bare en eller anden tryghedszone midt i universet, at danse altså, så behøver man ikke sige noget til hinanden

men hvem siger også at samtale er den vigtigste måde at være sammen på

(uden at det behøver blive helt naturorientalistisk med hestes rene samvær og den slags)

jeg slingrede tilbage til amager på cyklen, virkelig slingrede og tænkte på denne her situation

med en pige som jeg dansede med og måske snakkede med

jeg er ret sikker på at hun sagde at hun hed sara eller måske var det en anden, jeg kan ikke rigtig huske hvad der skete eller i hvilken rækkefølge

men i hvert fald dansede vi på et tidspunkt og jeg tænkte måske er det her noget

og at hun så meget velkendt ud, sådan nogle hidsige øjne og tyrering i næsen

og så var hun et andet sted på dansegulvet og jeg var et andet sted på dansegulvet

og fik nogle gange øje på hende i et glimt mellem nogens skuldre og hævede fadøl

på et tidspunkt spurgte jeg om hun havde nogle søstre for at prøve at finde ud af hvor jeg kendte det ansigt fra og over musikken og bevægelserne fangede jeg svaret: ja, tre

og så lod jeg den ligesom ligge ved det, dansede med nina og karl og caspar og signe, nogen stak mig en ekstra fadøl ud af det blå, totalt lykkeligt

nogen hænger med hovederne i rytmen som generte piletræer

jaloux og hadefuld og vabler i øjnene

det tunge gule lys løber alle ned ad nakken

man danser i nærheden af, hele tiden lige ved siden af lykken

tænkte på hvor meget vildere måske næsten perfekt situationen kunne være hvis alle var blinde

en helt igennem sort sammensmeltning af dryppende fryd og usikkerhed

klokken var måske lidt i fire og djen annoncerede at nu spillede han sidste nummer og så var hun der pludselig foran mig igen, den der plads midt i det hele, i synsfeltet, det mest centrale punkt i universet for noget menneske

jeg fik øje på en tatovering på hendes underarm og greb fat i den og stirrede sløret og et eller andet klikkede på plads

og jeg råbte

DET ER JO DIG

HVORFOR SAGDE DU DU HED SARA

og hun råbte

JEG HAR SGU DA IKKE SAGT JEG HED SARA

og musikken stoppede og folk begyndte at se sig omkring og tage stilling til en ny situation og jeg sagde

det gjorde du da

og blev virkelig i tvivl om det var noget jeg havde bildt mig ind

og så var hun væk igen

og jeg ville ellers gerne have kysset hende måske bare for at vise hende at verden var helt vild ny

og måske for at insistere på at vi godt kunne lægge berlin bag os

men så skifter lysten til et råb:

DIT HÅR ER LØGN DINE HÆNDER ER LØGN DIN VARME ÅNDE ER LØGN DIT RØDE BID ER LØGN

og så var hun væk igen

forsvundet mellem sortklædte kroppe, ting der blev slukket, det nedkølede rum osv.

så kunne man stå og sutte på egne ord

og jeg gik ud i kulden for at finde den røde mur at tisse op af og et punkt på grusstien at fokusere på

selvom det var helt umuligt at overbevise sig selv om skulle være et vigtigt projekt

mens en vagt i lysende vest kom gående forbi med en lydig dobbermann

et helt vildt uhyggeligt billede

prøvede at komme i tanke om navne og ansigter på personer jeg havde mødt i løbet af aftenen

navnet anita meldte sig uden noget ansigt

lysten til at råbe anita, seriøst, what

at se navnet blæst op i meterhøje blødende bogstaver på himlen

og lysten til at gå ind på dansegulvet igen og råbe

UNDSKYLD

DET VAR IKKE MINE SPØRGSMÅL

BARE TÆNK PÅ DEM SOM TOMME PLADSER HVOR DE RIGTIGE SPØRGSMÅL SKAL STÅ

INTIMITETEN ER GOD NOK

TAGER MIN JAKKE OG CYKLER HJEM NU

Jamphel Yeshis testamente

lyset strømmer ind og gardinerne er gullige. det er det eneste der er at lægge mærke til.

verdens bedste kur 2.0 til at nå din idealvægt

i det her digt drukner du rent faktisk i youghurten og dør

i det her digt er du taget til afrika og afrika viser sig at være nederen

i det her digt er din idealvægt en abstrakt størrelse der ikke kan lånes på biblioteket

tillykke med dit eget hemmelige afrika

tillykke med at du er begyndt at høre jazz

at du ved helt vildt meget om jazz

eller at du i det her digt ved helt vildt meget om jazz

der er så mange ting det her digt ved mere om end dig

hvordan det er at være tirsdag

hvordan det føles at leve i et fascistisk diktatur og elske det

det her digt synes du er en dårlig idé

og at ordklasser i apotekeræsker er en dårlig idé

det her digt forsøger at være en dårlig idé ved hjælp af sande udsagn ingen kan bruge til noget

nogle gange kan boksen godt være en cirkel

det kan virke som en dårlig idé at gå ud i “verden” når man ikke kan tænke uden om løg, hvidløg, rød peber, rødløg, avocado, squash, pepperoni

nogle gange kan grøntsager blokere for udsynet til alt det en hverdag ku være

det kan være svært bare at bedømme ting for “hvad de er” når man ikke har nogen idé om “hvad de er”

tage afsked med manden bag kassen i netto og gå hjem og gå ind i en mangel på lyst til andet end at se film

film der får 7 eller højere på shawshank-skalaen

det her digt vil gerne være til ære for roger ebert.com

hundredetusind navne

og en total mangel på ord. helena har oversat, fortolket, givet kritik på den sidste tekst jeg lagde op (altså ikke den med colaslogans). hvis man ikke kender hende bør man totalt tjekke hendes tekster ud, hun skriver smukt og hårdt og inspirerende og skriver ofte  om netop det – at skrive. hun er desuden med i den nye UN DE R #4 antologi, som er det vildeste skatkammer af gode tekster og som alle med en interesse for nordisk litteratur bør have stående.